Augmented Reality (AR): Forklaring og eksempler

Augmented Reality udvikling fra 1968 til 2016

Hvad er Augmented Reality?

Augmented Reality (AR) er et udvidet syn på virkeligheden, hvor du gennem en skærm ser computergenerede billeder, lyd eller anden data oven på den faktiske virkelighed.

Det vil sige, at Augmented Reality er en kombination af den virkelige verden og computergenereret data.

Augmented Reality bliver typisk oversat til udvidet virkelighed. Andre oversættelser går også på suppleret eller forstærket virkelighed.

Ivan Sutherland Augmented Reality 1968

Augmented Reality kan  spores helt tilbage til 1968, hvor den første hovedbårne brille-agtige sci fi enhed blev udviklet af Ivan Sutherland (billede). Herigennem kunne man i  et lag over virkeligheden se simple wireframes (tegnede strukturer), som var computergenereret.

Augment.com har lavet en fin infographic, der viser Augmented Reality højdepunkterne fra 1968 til i dag (2016).

Eksempler på Augmented Reality

Pokemon SnorlaxMest kendte eksempel på Augmented Reality var i sommeren 2016, hvor Pokémon GO kom på alles læber. De farverige, japanske lommemonstre blev sluppet løs i hele verden og blev jagtet i stor stil af børn, barnlige sjæle – og generelt alle, der ville prøve det nye Augmented Reality spil.

IKEA lancerede i 2013 et katalog med en dertilhørende app, hvor man virtuelt kunne placere IKEA møbler i sit hjem. En rent fin feature, der fungerer ok, og som måske kan spare en for en “hygge”-tur til IKEA søndag formiddag med resten af det prisbevidste møbelhungrende folk.

Du kan også prøve det uden IKEA kataloget, så skal du dog selv justerer størrelsen på de virtuelle møbler med fingrene. Prøv det ved at hente app’en i Google Play eller i App Store.

 

Danske eksempler på Augmented Reality

I Danmark kan vi også være med. Når vi er i afdelingen for hjemmet, så har malingproducenten Sadolin lavet en app. Hvordan vil det se ud, hvis du vil male væggen derhjemme? Det kan du se igennem din smartphone eller tablet, før du maler. Det vil sige, du ser væggen i den ønskede farve, og kan dermed også finde den ønskede nuance, der matcher dit hjem. God idé. Virkeligheden er dog, at app’en ikke fungerer særligt godt. Den kan have svært ved at definere, hvad der er væg og så ryster det enormt meget der, hvor den mener væggen slutter. Test den selv ved at hente app’en i i Google Play eller i App Store.

Danske Books & Magic har udvidet forståelsen af den fysiske bog. Historien om “Den lille havfrue” er blevet interaktiv ved hjælp af Augmented Reality. Mens du læser bogen, så har du mulighed for at tage en smartphone eller tablet hen over billederne i bogen, og de bliver gjort levende med video og lyd. Du kan sågar også klikke dig rundt i havfruens univers.

Sidst men ikke mindst, så har Tivoli annonceret at de lancerer et Augmented Reality spil i forbindelse med åbningen af Halloween-sæsonen d. 14. oktober 2016.

Hvordan skal Augmented Reality opleves?

Ovenstående er eksempler på apps, der benytter Augmented Reality. Det vil sige, at du gennem din smartphone eller tablet vil opleve den udvidede virkelighed. Men det er ikke den eneste mulighed.

Google Glass er også Augmented Reality. Altså, Googles futuristiske brille, der aldrig rigtigt nåede forbrugerne.

Et andet og måske mere spændende bud på Augmented Reality brille er Microsofts HoloLens. Den er pt. på markedet, men i en noget pebert version til ca. 22.000 DKK, der er henvendt til udviklere og erhvervskunder. Så snart den nærmer sig et mere forbrugermæssigt leje, er det helt sikkert noget, jeg vil bringe nyt om her.

Opdatering: 31. maj 2017
I maj 2017 fik jeg mine første minutter med Microsoft HoloLens. Og det levede op til de høje forventninger! Efterfølgende blev det til denne lille video om oplevelsen.

Spørgsmålet er så, om det bliver ved apps til mobile enheder samt (mere eller mindre) smarte briller. Det tror jeg ikke.

Giv det et par år, og vi begynder at tænke i Augmented Reality kontaktlinser, hologrammer, eller noget helt, helt andet, vi ikke har fantasi til at forstille os i dag.

Selvom den teknologiske udvikling aldrig har gået så hurtigt før – så kommer den aldrig til at gå så langsomt igen.
Ukendt